Nyhetsbrev

Motta siste nytt fra Arbeidsliv i Norden med e-post. Nyhetsbrevet utkommer 9 ganger i året.

(Påkrevd)
Du er her: Forside i Nyheter i Nyheter 2025 i Ny dansk lov mod social dumping på byggepladser
Nyhet

Ny dansk lov mod social dumping på byggepladser

| Tekst: Marie Preisler

Højere bøder og et akut stop for arbejdet på byggepladser. De værktøjer har Folketinget givet Arbejdstilsynet i kampen mod social dumping i byggeriet, hvor det stigende antal immigrantarbejdere arbejder og for nogle med livet på spil.

Fra 1. juli 2025 kan Arbejdstilsynet give større bøder og stoppe alt arbejde for både hovedentreprenør og underentreprenører på en byggeplads, hvis påbud om at bringe ulovlige arbejdsvilkår i orden flere gange bliver ignoreret.

Det er konsekvensen af den seneste af en række lovstramninger mod social dumping og arbejdskriminalitet, som et bredt politisk flertal i det danske Folketing besluttede i kølvandt efter tv-dokumentaren ’Den sorte svane’ og andre afsløringer af livsfarligt arbejdsmiljø og udnyttelse af migrantarbejdere på byggepladser i Danmark.

Ane Halsboe-Jørgensen, Beskæftigelsesminister Danmark, foto: Marie Hald

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen mener entreprenørstoppet er et vigtigt nyt redskab i værktøjskassen. Foto: Marie Hald

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (Socialdemokratiet) kalder den seneste lovstramning for en ”ny stor hammer” til Arbejdstilsynet, der fører tilsyn med, at arbejdspladser følger arbejdsmiljø-reglerne.

DA og FH uenige

Hammeren skal, ifølge ministeren, stoppe virksomheder trodser gentagne påbud fra Arbejdstilsynet og fortsætter ved med alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Eksempelvis ved at udsætter medarbejdere for risiko for at falde mange meter ned eller at blive påkørt på byggepladsen.

 Når en lille gruppe af virksomheder gang på gang sætter andre menneskers liv og sikkerhed på spil, så skal det have mærkbare konsekvenser. Derfor er entreprenørstoppet et vigtigt nyt redskab i værktøjskassen, udtalte ministeren, da loven blev vedtaget.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har kritiseret entreprenørstoppet for at ramme også lovlydige virksomheder. Den nye adgang til at lukke hele byggepladsen går nemlig ud over både hovedentreprenøren og alle underleverandører, selvom det måske kun er én underleverandør, som fortsætter med ulovlige arbejdsforhold efter et påbud, og det finder DA urimeligt.

Hovedorganisationen på lønmodtagerside, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), er uenig med DA. FH ser behov for en ”afskrækkende sanktion”, så hovedentreprenører også tager ansvar for, at underentreprenører også opfører sig ansvarligt.

Der skal mere til

Stramningen er et lille skridt i retning mod et såkaldt kædeansvar, vurderer Pelle Dragsted, medlem af Folketinget og politisk ordfører for Enhedslisten, som har været med til at forhandle entreprenørstoppet på plads:

 Det er rigtig, rigtig godt, at man øverst oppe i leverandørkæden, enten hos bygherren eller hovedentreprenøren, ikke bare kan tørre de problemer, man skaber, af på underleverandørerne, sagde Pelle Dragsted i Folketinget, da loven ved vedtaget.

Pelle Dragsted, Enhetdslisten

Pelle Dragsted er medlem af Folketinget og politisk ordfører for Enhedslisten. Foto: Enhedslisten

Entreprenørstoppet træder i kraft 1. juli 2025, og FH har erklæret, at organisationen vil følge implementeringen af loven nøje for at sikre, at loven får den ønskede effekt ude på byggepladserne.

Enhedslisten deler FH’s bekymring for, at entreprenørstoppet ikke bliver den hammer, som beskæftigelsesministeren forudser. Arbejdstilsynet skal nemlig både give påbud og aflægge flere tilsyns-besøg på byggepladsen, hvor ulovlighederne fortsætter, før byggeplads kan lukkes, og det går der tid med:

 Selv i tilfælde, hvor der allerede er mange påbud, skal man stadig væk igennem en periode med øget tilsyn, og jeg er bare bekymret for, hvad der kan nå at ske for de medarbejdere, der er på de byggepladser i den tid, siger Pelle Dragsted.

Både Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti (SF) så også gerne endnu hårdere straffe i meget alvorlige tilfælde, hvor mennesker udsættes for livsfare, end den nye lov lægger op til.

Grund til bekymring

Mange migranter arbejder i de farligste brancher, herunder byggeriet, og ifølge Beskæftigelsesministeriet er migrantarbejdere overrepræsenterede i dødelige arbejdsulykker.

En forskningsrapport af migrantarbejderes arbejdsmiljø og sikkerhed i byggebranchen i Danmark fastslår, at ”der er god grund til at være bekymret for migrantarbejdernes arbejdsmiljø og sikkerhed i den danske bygge- og anlægsbranche”.

Rapporten blev udarbejdet af forskere fra Aalborg Universitet i 2023. De peger på en lang række ”udbredte og seriøse” problemer i forhold til migranters arbejdsmiljø og sikkerhed, herunder:

  • Migranter er stærkt overrepræsenterede i forhold til dødelige ulykker i bygge- og anlægsbranchen.
  • Det er overvejende sandsynligt, at migranter er stærkt overrepræsenterede i forhold til ikke-dødelige ulykker.
  • Migranters ulykker anmeldes ikke, ulykker skjules, og der sker omgåelse af reglerne om anmeldelse i stort omfang.
  • Migranterne oplever, at de er udsatte for ulykker, fordi de er trætte og udmattede. Migrantarbejdere, der arbejder mange timer med hårdt fysisk arbejde, vurderer også, at de er mere udsatte for nedslidning. Der peges også på psykiske problemer som følge af det høje arbejdspres.
  • Mange migranter fortæller, at deres arbejdsgiver har beordret dem til at stoppe arbejde, forlade pladsen, forsvinde eller gemme sig, når Arbejdstilsynet kommer på kontrolbesøg.
Forskningsprojekt
  • Forskerne fra Aalborg Universitet har over en toårig periode interviewet 86 migrantarbejdere fra 13 forskellige lande, der alle arbejder i byggeriet i Danmark.
  • Dertil kommer 37 interviews med faglige informanter.
  • Projektet inddrager også analyser af registerdata vedrørende arbejdsulykker.
  • Forskningsprojektet estimerer på den baggrund, at ca. kun hver femte arbejdsulykke for migrantarbejdere fra nye EU-lande registreres. 
Nyhetsbrev

Motta Arbeidsliv i Norden gratis med e-post. Nyhetsbrevet utkommer 9 ganger i året.

(Påkrevd)
h
This is themeComment